Permanentindkomsthypotesen

Permanentindkomsthypotesen (PIH) er en økonomisk teori om forbrugsadfærd fremsat af Milton Friedman i 1957. Den forklarer, hvordan husholdninger planlægger forbrug over tid ved at basere beslutninger på forventet langsigtet indkomst snarere end på årets indkomst alene. Ifølge hypotesen består en del af indkomsten af permanent indkomst – den gennemsnitlige forventede langvarige indkomst – mens resten er transitory indkomst, som stammer fra kortvarige chok eller sæsonudsving.

Bag hypotesen ligger ideen om forbrugssmøring: forbruget ændrer sig primært i takt med ændringer i permanent indkomst, mens midlertidige ændringer i indkomst fører til mindre ændringer i forbruget, fordi husholdninger finansierer forskellen gennem opsparing eller gæld. Den grundlæggende form er ofte præsenteret som C_t = a + b Y_t^P, hvor C_t er forbruget og Y_t^P er permanent indkomst; parameteren b er mellem 0 og 1 og reflekterer graden af tilpasning.

PIH har konsekvenser for tolkningen af finans- og skattepolitik. Forbedringer i permanent indkomst, f.eks. permanente skattelettelser, forventes at øge forbruget mere end midlertidige ændringer. Hypotesen giver også et rammeværk for at forstå forbrugsstabilitet: forbruget ændrer sig langsomt i forhold til indkomsten, eftersom husholdninger udglatter velstand over tid.

Empiriske tests viser delvis støtte: forbruget er ofte mere stabilt end indkomsten, men resultaterne varierer. Begrænsninger som kreditadgang, likviditet og målefejl gør det svært at isolere effekten af permanent indkomst på forbruget. PIH står tæt i relation til livsforløbs- og forventningsbaserede modeller i moderne makroøkonomi.