Organfunktionsmarkører

Organfunktionsmarkører er biomarkører eller tester, der vurderer funktionen i et bestemt organ. De kan måles i blod eller urin eller opnås gennem billeddannelse og funktionstest. Formålet er at opdage nedsat funktion, overvåge sygdomsforløb og vejlede behandling.

Nyrefunktion: Kreatinin og beregnet glomerulær filtrationsrate (eGFR) er centrale markører. Urea (BUN) og elektrolytbalancen giver yderligere information, og cystatin C kan supplere vurderingen af nyrernes funktion.

Leberfunktion: ALT (ALAT), AST (ASAT), ALP og GGT er enzymer, der afspejler hepatocellulær skade og cholestase. Bilirubin, albumin og INR understøtter vurderingen af leverens syntetiske og konjugerende funktion.

Hjertet: Troponin I/T og BNP/NT-proBNP er primære markører for hjerteinfarkt og hjertebelastning. CK-MB bruges mindre ofte i moderne praksis.

Bugspytkirtel og endokrin funktion: Amylase og lipase angiver pankreatisk skade; glukosemåling og C-peptid giver information om insulinproduktion og glukosestyring. Thyroideafunktion vurderes ofte med TSH og frit T4.

Lungefunktion og andre mål: Spirometri kan give FEV1 og FVC, mens blodgasser (PaO2/PaCO2) og DLCO kan afspejle lungefunktion.

Fortolkning og begrænsninger: Mange organmarkører er ikke helt specifikke, og resultater påvirkes af alder, køn, medikamenter og akutte tilstande. Korrekte referenceområder og kontekst er nødvendige.

Anvendelse: Organfunktionsmarkører bruges i baseline-vurderinger, monitorering af behandling og risikostratificering i klinisk praksis og forskning.