Ordbindelser

Ordbindelser er en betegnelse i dansk lingvistik for enheder bestående af to eller flere ord, som optræder og fungerer som en helhed i sproget. Betydningen kan være fastlåst eller kun delvist forudsigelig, og ordene kan bære en betydning, der ikke nødvendigvis følger af deres individuelle betydninger. Ordbindelser adskiller sig fra simple ord og fra egentlige sammensatte ord ved at de ofte optræder som en stabil enhed i sætningsstrukturen uden at danne et nyt enkelt ord.

De vigtigste underkategorier er idiomer (idiomatiske udtryk, hvor den samlede betydning ikke kan udledes af ordenes betydninger, fx slå to fluer med ét smæk), kollokationer (kollokationer eller faste sammensætninger, som ofte forekommer sammen, fx stærk kaffe), og faste vendinger (faste udtryk som til sidst). Nogle ordbindelser er meget faste og uændrede, mens andre er semi-faste og kan ændre form gennem bøjning eller fleksion. Kollokationer er ofte mere produktive end idiomer, men begrænsede i forhold til frit sammensatte ord.

Når man sammenligner med sammensatte ord, er forskellen primært, at ordbindelser ikke nødvendigvis danner et enkelt ord og ofte har betydning og syntaks, der ikke kan udledes fra de enkelte dele. I dansk undervisning og i tekstproduktion er viden om ordbindelser vigtig for naturligt og idiomatisk sprogbrug. I sprogteknologi betegnes de ofte som multiword expressions (MWEs) og udgør en udfordring for tokenisering og semantisk analyse.

Ordbindelser afspejler sprogets variation og funktionalitet og udgør en vigtig del af leksikonet i både skriftlig og mundtlig kommunikation.