Muskelcellerne

Muskelcellerne er specialiserede celler i muskulaturen hos dyr, der kontraherer for at producere bevægelse og kraft. De findes primært i skeletmuskulatur, hjertemuskulatur og glat muskulatur, og hver type har særlige egenskaber og funktioner. Skeletmuskulatur giver frivillig bevægelse og styring af kropsholdning, hjertemuskulaturen pumper blod, og glat muskulatur findes i vægge af organer og blodkar.

Strukturmæssigt består skeletmuskelfibre af lange, ofte multinukleære celler, omgivet af sarcolemma. Inde i cellerne ligger myofibriller, der består af sarcomere, de kontraktile enheder. Filamenter af aktin (tynde) og myosin (tykke) danner et regelmæssigt mønster, som muliggør glidning under kontraktion. Sarcoplasmatisk retikulum lagrer calcium (Ca2+), der frigives ved aktivering og sætter tværbrocyklussen i gang. Mitochondrierne leverer den nødvendige energi, og mange muskelfibre indeholder satellitceller, som kan bidrage til vækst og reparation.

Kontraktion sker gennem excitation-kontraktionskoblingen. En nerveimpuls ankommer ved neuromuskulær endeplade og frigiver acetylcholin, som aktiverer muskelcellens membran. Impulsen når T-tubuli og udløser Ca2+-frigivelse fra SR. Ca2+ binder til troponin, hvilket flytter tropomyosin og afslører aktinbindningssteder. Myosin-hoveder bruger ATP til at danne tværbroer og glide filamenterne ind over hinanden, hvilket forkorter sarcomeren og trækker musklen sammen. Relaxation sker, når Ca2+ pumpes tilbage i SR og tværbrocyklussen standses.

Muskelcellerne viser betydelig tilpasningsevne. Ved udholdenhedstræning øges mitochondrier og kapillarisering, mens styrketræning ofte fører til øget muskelvolumen gennem hypertrofi. Ved skade eller sygdom kan regenerering ske gennem satellitceller, men denne proces er begrænset hos voksne.