Moderniseringsteori

Moderniseringsteori er en gruppe udviklingsteorier, der forklarer, hvordan traditionelle samfund langsomt omdannes til moderne samfund gennem økonomisk vækst, teknologisk udvikling og institutionelle forandringer. Teorierne opstod især i kølvandet på efterkrigstidens bistandspolitik i 1950’erne og 1960’erne.

Den mest kendte form er Rostows stages of economic growth, der beskriver fem faser: traditionelle samfund, forudsætninger for take-off, take-off, drive to maturity og age of high mass consumption. Ifølge Rostow er kapitalakkumulation, teknologisk innovation og eksportorienteret vækst afgørende. Andre bidragere som Talcott Parsons ser modernization som ændringer i sociale institutioner og værdimønstre, der gør organisationer og kulturer mere egnede til et moderne samfund.

Essentielt i teorien er ideen om, at vestlige institutioner og værdier som rationel bureaukratisk styring, markedsøkonomi og sekularisering er universelle og kan anvendes i forskellige lande for at fremme udvikling. Udviklingen ses som en række sammenkoblede processer som urbanisering, uddannelse og teknologisk ændring, der driver vækst og sociale forandringer.

Teorien er blevet kritiseret for eurocentrisme, determinisme og for at overse lokale kontekster, magtforhold og kolonial arv. Den undervurderer også asymmetrisk udnyttelse af ressourcer og forskellige betingelser i global handel. Kritikerne har peget på dependency- og verdenssystems-teorier som alternativer.

På trods af kritikken har moderniseringsteori påvirket udviklingspolitik og institutionelle reformer, og dens kerneidéer om uddannelse, infrastruktur og god offentlig styring fortsætter i tilgange til bæredygtig vækst og institutionsudvikling.