Lysmikroskopi

Lysmikroskopi er en optisk teknik til at observere prøver ved hjælp af synligt lys og linser. Den gør det muligt at se celler, væv og andre små strukturer op til cirka 200 nanometer i opløsning, hvilket er begrænset af diffraktionsgrænsen. Prøverne kan være gennemsigtige eller farvede og varierer fra permanente histologiske snit til levende celler i væske.

Princippet bygger på en lyskilde, et kondensor, et eller flere objektiver og et okularet eller en digital detektor. Lysstrålen passerer gennem prøven og bliver forstørret og afbildet på øjet eller kameraet. For at få tilstrækkelig kontrast uden farvning anvendes teknikker som bright-field, mørkefelt, fasekontrast og differential interferens kontrast (DIC).

Til forberedelse bruges ofte fixering og farvning for at fremhæve strukturer, mens levende celler kan undersøges i realtid under passende medier. Prøvernes forberedelse og fugtighedsniveau påvirker billedkvaliteten og kan introducere artefakter.

Avancerede metoder inkluderer konfokal og andre scanningsteknikker, som giver bedre tredimensionale billeder, og superopløsningsmetoder som forbedrer opløsningen yderligere.

Anvendelser omfatter grundforskning i cellebiologi, klinisk patologi, diagnostik og materialeforskning, hvor strukturer som kernen, organeller og mikroskopiske fibre kan studeres.