Ledningssløjfe

Ledningssløjfe er en lukket bane af elektrisk ledning, hvor elektrisk strøm kan cirkulere. Sløjfen kan være en enkelt rundsløjfe eller en fleromfangs spole og findes i mange tekniske sammenhænge, fra måleinstrumenter til radiokommunikation. Begrebet betegner både den konkrete ledning og den magnetiske effekt, som strømmen giver anledning til.

Fysiske principper: Når strøm gennem en ledningssløjfe ændrer sig, opstår et ændret magnetfelt omkring sløjfen. Ifølge Ampères lov og Biot–Savarts lov giver det induktans L, således at spændingen mellem sløjfens ender er V = L dI/dt + IR. Sløjfen har et magnetisk dipolmoment m = I A, hvor A er arealet af sløjfen. Energi lagres i feltet som E = 1/2 L I^2. Selvinduktansen afhænger af geometrien og materialerne; flere omgange giver typisk højere L.

Typer og konstruktion: Ledningssløjfer kan være enkeltstående eller del af en spole og kan være luftkørede eller have en kerne (f.eks. ferrit) for højere induktans. De bruges ofte som loop-antennener i RF-systemer og som måle- eller sensorstruktur i magnetiske felter.

Anvendelser: I måleudstyr anvendes ledningssløjfer til at registrere små magnetfelter (f.eks. sensorer og gaussmålere). I radio og kommunikation benyttes loop-antenner til modtagelse og transmission. I elektroniske kredsløb virker sløjfer som induktorer og som dele af transformatorers sekundære vindninger.

Sikkerhed og praksis: Høje strømme kan give betydelig varme og spidsbelastning; derfor er korrekt dimensionering, ordentlig isolering og mekanisk stabilitet vigtig. Ved høj frekvens påvirkes opførsel af hud- og nærkorteffekter, hvilket ændrer effekt og respons.