Lasertriangulering

Lasertriangulering er en ikke-kontaktmetode til afstands- og overflademarkering, der udnytter triangulering mellem en lasersender og en billedsensor. En laser afgiver enten et småt punkt eller en lysstribe på målet. Sensoren, typisk et CCD- eller CMOS-kamera, registrerer placeringen af lyset på overfladen. Da den relative geometri mellem laser, sensor og overflade er kendt, kan positionen af laserstrålen i billedet omsættes til dybdeinformation ved triangulering.

I linje-triangulering projiceres en stripe, og kameraet reducerer dens position i billedet til dybdeoplysninger. Dybden Z er en funktion af baseline B mellem laser og kamera, brændvidden f på optiksystemet og den observerede billedforskel x; i en forenklet form kan Z beskrives som (f × B) / x. Ved at bevæge linjen hen over overfladen eller scanne med kameraet opbygges en tæt 3D-profil.

Linje-baserede systemer giver hurtige ikke-kontaktmålinger med god opløsning over korte til mellemstore afstande. De bruges bredt i industriel metrologi, kvalitetskontrol og robotik til overfladeinspektion, tykkelsesmåling og konturkortlægning. Fordele omfatter høj præcision ved korte til mellemstore afstande, hurtig datafangst og ikke-kontaktoperation. Begrænsninger inkluderer afhængighed af overfladens reflectivitet og vinkel, potentielle spekularitetsproblemer, behov for kalibrering og sikkerhedsforanstaltninger omkring lasersikkerhed.

Varianter omfatter håndholdte og faste installationer samt struktureret lys-former, med forskellige bølgelængder og detektorkonfigurationer.