Konstellationer

Konstellationer er bestemte områder på himlens sfære, som astronomer bruger til at organisere og beskrive stjerner og andre himmelske objekter. Der findes 88 officielle konstellationer, som vedtoges af Den Internationale Astronomiske Union (IAU). Grænserne for disse områder blev fastlagt af Eugène Delporte i 1930, og de dækker hele himlen uden overlap. En konstellation er dermed ikke en fysisk gruppe af stjerner; dens medlemmer kan ligge på vidt forskellige afstande og havde ikke nødvendigvis nogen nær tilknytning til hinanden.

Historisk har mange kulturer haft deres egne konstellationer og mønstre. Navne og figurer blev ofte latinske eller græske i den videnskabelige tradition, og mange moderne konstellationsnavne har rødder i mytologi og antikke kulturer. Verden over bruges konstellationerne som referencerammer i både navigation og astronomiske observationer.

Konstellationerne spiller en vigtig rolle i koordinatsystemet for himlen. Rette stigende (øjeblikkelig tid) og deklination bruges til at angive placeringer af objekter inden for en given konstellation. Denne opdeling letter identifikation og kommunikation om himmellegemer som stjerner, galakser og planetariske objekter. Asterismer, som Store Bælt, er populære mønstre af stjerner, der ikke er officielle konstellationer.

Nogle velkendte eksempler er Orion, Ursa Major ( Store bjørn), Cassiopeia og Scorpius. Nogle konstellationer ses primært på den sydlige himmel, hvilket afspejler jordens latitudinale placering og synsvinkel. Det er vigtigt at bemærke, at stjernerne i en konstellation ofte ikke er tæt forbundne fysisk; konstellationerne er en menneskelig måde at beskrive himlen på.