Knogletæthed

Knogletæthed, eller knoglemineraltæthed, beskriver mængden af mineraler i en given mængde knogle og er en central determinant for knoglestyrke og risiko for brud. Den mest udbredte metode til at måle knogletæthed er dual-energy X-ray absorptiometri (DXA), som normalt sker ved lungerne, hoften eller lænderyggen. Resultaterne rapporteres som gram per kvadratcentimeter (g/cm²) og bruges sammen med referenceværdier. T-scoren sammenligner en persons BMD med en ung, sund referencebefolkning, mens Z-scoren sammenligner med en alder og køn svarende gruppe. En typisk fortolkning er: normal knogletæthed ≥ -1, osteopeni mellem -1 og -2,5, og osteoporosis ≤ -2,5. Z-scorer kan vise om afvigelsen skyldes alder og køn eller mere usædvanlige årsager.

Knogletæthed påvirkes af flere faktorer gennem livet. Den naturlige nedgang i knogletæthed accelererer hos postmenopausale kvinder på grund af fald i østrogen. Fysiske faktorer som kost, motion og kropsvægt, samt livsstilsfaktorer som rygning og alkoholforbrug, spiller også en rolle. Medicinske tilstande og visse medikamenter, særlig langvarig brug af glukokortikoider, kan sænke knogletætheden. Lave knogletætheder øger frakturrisikoen; osteopeni er en forstadie til osteoporose, men brud kan forekomme selv ved højere BMD under visse forhold.

Screening og behandling af knogletæthed involverer risikovurdering og ofte DXA for at afgøre behov for behandling. Retningslinjerne varierer, men DXA-screening anbefales ofte for kvinder omkring 65 år og mænd omkring 70 år eller tidligere ved tilstedeværende risikofaktorer. Tiltag inkluderer tilstrækkeligt indtag af calcium og vitamin D, vægtbærende og styrketræning, faldforebyggelse og ofte medicinsk behandling ved osteoporose (for eksempel bisphosphonater som alendronat eller risedronat, denosumab, teriparatide eller romosozumab). Opfølgning kan omfatte gentagen DXA og risikoanalyser som FRAX.