Interessentteori

Interessentteori, eller stakeholderteori, er en tilgang inden for virksomhedsetik og corporate governance, der hævder, at en virksomhed ikke kun bør tilgodese sine aktionærer, men skabe værdi for alle relevante interessenter. Interessenter omfatter kunder, medarbejdere, leverandører, lokalsamfund, långivere, myndigheder og andre grupper, der kan påvirke eller blive påvirket af virksomhedens mål og aktiviteter.

Teorien blev udbredt af R. Edward Freeman i 1984 med bogen Strategic Management: A Stakeholder Approach. Den normative del fastholder, at det er etisk forsvarligt og legitimt at inddrage interessenters behov i beslutningsprocesser. En senere udvidelse er salience-begrebet af Mitchell, Agle og Wood (1997), der foreslår, at interessenters magt, legitimitet og urgency (haste) bestemmer deres prioritet i styring og kommunikation.

Teorien inddeles ofte i tre analytiske retninger: normative (hvordan virksomheden bør handle), instrumental (hvordan god interessenthåndtering kan føre til bedre økonomiske resultater) og deskriptiv (hvordan interessenter faktisk påvirker eller påvirkes af virksomheden).

Praktiske implikationer inkluderer interessentkortlægning, systematisk inddragelse af interessenter i strategi og beslutninger, samt rapportering om sociale og miljømæssige resultater. Den stiller også krav om gennemsigtighed og ansvarlighed i governance og risikostyring.

Kritik omfatter uklar afgrænsning af relevante interessenter, konflikt mellem modstridende interesser og udfordringer ved at måle værdi for forskellige parter. Nogle kritikere hævder, at teorien kan være vanskelig at implementere i kortsigtede forretningsbeslutninger.

I nyere tid er interessentteorien tæt knyttet til bæredygtighed, CSR og ESG samt begrebsliggjort som stakeholder-kapitalisme, der understreger virksomheders ansvar over for bredere samfundsinteresser.