Immunterapi

Immunterapi, eller immunterapi, er en behandlingsform der bruger kroppens immunsystem til at bekæmpe sygdomme, især kræft, men også visse allergiske og autoimmune tilstande. Behandlingen kan opdeles i passive og aktive tilgange. Passive immunterapier tilfører immunsystemet komponenter udefra, som monoclonale antistoffer, antistof-drug conjugates og cytokiner, der støtter immunresponsen eller retter den mod sygdomsceller. Aktive immunterapier forsøger at aktivere patientens eget immunforsvar til at bekæmpe tumorer, eksempelvis gennem kræftvacciner, dendritiske celle-vacciner og behandlinger der fremskynder T-celleaktivering.

Mekanismer og eksempler: En central strategi er checkpoint-inhibitorer, som blokerer bremser på T-celler (såsom PD-1/PD-L1 og CTLA-4), hvilket øger T-celleaktivitets og dermed angreb på kræftceller. En anden tilgang er CAR-T celleterapi, hvor patientens egne T-cell­er genetisk modificeres til at genkende tumorantigener og herefter tilbageføres til kroppen for at nedbryde kræftcellerne. Yderligere metoder inkluderer onkolytiske vira, der both bryder ned og stimulerer immunresponsen, samt forskellige typer af vacciner rettet mod kræftantigener. Immunterapi anvendes i stigende grad i flere kræftformer og kan være særligt effektiv i maligner som melanoma, visse lungesvækkelser, nyre- og blærekræft, afhængigt af tumortype og biomarkører.

Sikkerhed og udfordringer: Immunterapi kan udløse immune-relaterede bivirkninger, som påvirker hud, tarmsystem, endokrine organer og andre væv. Effekt og varighed varierer, og ikke alle patienter responderer. Behandling kræver ofte særlig overvågning og håndtering af bivirkninger på specialiseredecentre. Forskning fortsætter med fokus på at forbedre responsrater, sikkerhed og anvendelighed gennem kombinationer og nye mål.