Immunogeniciteten

Immunogeniciteten, eller immunogenicitet, er evnen hos et stof eller en komponent til at fremkalde en immunrespons i en vært. Den omfatter både humoral immunitet, hvor antistoffer produceres, og cellulær immunitet, hvor T-celler reagerer på antigenet. Imm ungensk respons kan også føre til dannelse af hukommelsesceller, som giver længerevarende beskyttelse eller kan påvirke fremtidige eksponeringer.

Flere faktorer påvirker immunogeniciteten. Størrelse, kompleksitet og struktur af antigenet, samt dets kemiske sammensætning, afgør hvor effektivt det opfattes af immunforsvaret. Administrationsrutinen (rute og dosis), brug af adjuvans eller formuleringsmedier, og gentagne eksponeringer kan øge eller nedsætte responsen. Værtens genetiske baggrund, alder, immunstatus og tidligere eksponering for lignende antigener spiller også en rolle. Miljøfaktorer og sammensætningen af de medfølgende komponenter kan påvirke immunogeniteten.

Måling af immunogenicitet omfatter ofte kvantificering af antigen-specifikke antistoffer (fx ELISA, neutralisationsassays) samt vurdering af T-cellerespons (fx ELISPOT, flowcytometri med intracellulære cytokiner). Hos vacciner er målet at opnå beskyttende immunitet og varige hukommelsesceller, mens hos terapeutiske proteiner kan immunogenicitet føre til anti-drug antibodies, der nedsætter effekt eller forårsager komplikationer.

Immunogenicitet adresseres gennem prekliniske og kliniske undersøgelser, formulering og brug af passende adjuvans, samt overvågning for uønskede immunreaktioner. Den forstås ofte i relation til effektivitet og sikkerhed, idet høj immunogenicitet kan være ønsket i vacunas, men problematisk i andre terapeutiske produkter.