Iltmætning

Iltmætning er et jordkemisk begreb som beskriver, hvor stor en del af jordens kationudvekslingskapacitet (CEC) der er optaget af sure kationer, primært hydrogenioner (H+) og i højere grad aluminiumioner (Al3+). Begrebet anvendes som et mål for jordens surhedsgrad og som et udtryk for den udvekslede syre i jordens overflade, hvilket påvirker tilgængeligheden af næringsstoffer og planters rødders sundhed.

Måling og beregning opnås typisk gennem kationudvekslingsanalyse. Prøver udsættes for en saltløsning, som fjerner udvekslingsneutrale kationer, hvorefter mængden af udvekslet H+ og Al3+ bestemmes (ofte ved titrering eller kolorimetri). CEC bestemmes samtidig eller fra en separat analyse. Iltmætningen beregnes dernæst som procentdel: iltmætning = 100 × (udvekslet H+ + udvekslet Al3+) / CEC. Resultatet afspejler jordens aktuelle surhedsniveau og potentiale for aluminiumtoxicitets.

Betydning og anvendelse foregår primært i jord- og plantevidenskab. Høj iltmætning indikerer sur jord, lav pH og høj risiko for Al-toxicitet, hvilket begrænser planternes tilgængelighed af basekationer som Ca2+, Mg2+ og K+. Lav iltmætning ses i mere basiske eller kalkede jorde og er ofte forbundet med bedre næringsstoftilgængelighed og højere pH.

Iltmætning anvendes i jordbundsnotater og fertilitetsplanlægning, hvor den SUPPLEMENTERER begreber som basisk mætning (base saturation) og CEC for at vurdere behov for liming, jordforbedringer og langsigtet planteproduktion. Se også relaterede begreber som pH, CEC og basisk mætning.