Grænsefladekrav

Grænsefladekrav er specifikationer, der beskriver, hvordan elementer i en løsning mødes ved deres grænseflader. De angiver hvilke data der udveksles, hvilke meddelelser der sendes, hvilke protokoller der anvendes og hvordan timing, synkronisering og fejlhåndtering skal håndteres for at sikre korrekt integration mellem komponenter, systemer eller organisationer.

Indholdet omfatter dataformater og kommunikationsprotokoller (f.eks. REST, SOAP, MQTT), meddelelsesstruktur, sekvens/flow, fejlhåndtering og tilstandsstyring samt krav til ydeevne, tilgængelighed, sikkerhed og versionsstyring. Grænsefladekrav beskriver også begrænsninger ved brug og udveksling via grænsefladen og eventuelle certificeringskrav og kompatibilitetskrav.

Dokumentationen styres ofte af ICD'er (interface control documents) eller IRS'er (interface requirements specification) og skal være sporbar til højere niveau-krav. Det almindelige er at inkludere accepteringskriterier og testtilfælde samt modeller og diagrammer, der viser interaktioner mellem aktører og systemdele.

I hele livscyklussen kræver grænsefladekrav aktive afstemninger mellem interessenter, verificering gennem tests og gennemgange, og versionering for at håndtere ændringer. Utydelig formulering, manglende versionering eller manglende hensyn til backward-compatibilitet øger risikoen for misforståelser og fejl i integrationen. Reguleringer og krav til interoperabilitet kan også påvirke grænsefladekrav, særligt i kritiske områder som sundheds- eller forsyningssektoren.

Eksempler omfatter API-endpoints med specificerede input og output, hardware–software håndtryk ved opstart, dataudveksling i forsyningskæden eller IoT-enheder, hvor en entydig grænseflade er nødvendig for at sikre korrekt kommunikation og dataudveksling.