Genforhandlingsklausul

Genforhandlingsklausul er en kontraktlig bestemmelse, der giver parterne mulighed for at genåbne forhandlingerne om visse vilkår, når særlige foruddefinerede begivenheder indtræffer. Formålet er at tilpasse aftalen til ændrede forhold og dermed opretholde kontraktens gennemførlighed og bæreevne.

Typiske triggerpunkter inkluderer betydelige ændringer i omkostninger (f.eks. materialer eller arbejdskraft), valutakursudsving, ændringer i lovgivning eller regulering, eller forstyrrelser i forsyningskæden. Klausulen fastlægger, hvilke vilkår der kan genforhandles (pris, mængde, leveringstider, betalingsbetingelser) og hvilke rammer der gælder for forhandlingsprocessen (varighed, krav om god tro, dokumentationskrav).

Processen indebærer ofte en varsling fra den berørte part, en fastsat periode til forhandlinger, og eventuelt mellemledd eller mægling. Hvis parterne ikke når enighed, kan klausulen indeholde en bestemmelse om yderligere skridt som omarbejdning af kontrakten, prisjustering efter aftalte indeks eller i sidste instans omarbejdning til opsigelse eller henvisning til voldgift/arbitration.

Juridiske forhold: Kraften og håndhævelsen af genforhandlingsklausuler varierer mellem jurisdiktioner. For at være håndhæves skal klausulen være klart og tydeligt formuleret og udforme sig i overensstemmelse med konkurrenceretlige regler og god tro. I offentlige kontrakter kan der være særlige krav og begrænsninger.

Anvendelse og overvejelser: Ofte fundet i langvarige leveringsaftaler, bygge- og anlægsprojekter, energi- og infrastrukturkontrakter samt international handel. Fordele inkluderer større fleksibilitet og risikodeling; ulemper kan være usikkerhed, forsinket gennemførelse og potentiel udnyttelse ved ulig forhandlingsstyrke. Tilgængelige alternativer er prisindeks eller hardship-klausuler.