Forvrængningsforhold

Forvrængningsforhold beskriver forholdet mellem mængden af forvrængning i et outputsignal og det oprindelige inputsignal. Det måler, hvor meget et system eller en proces ændrer signalets form ved transmission, behandling eller konvertering. Begrebet bruges bredt inden for lydteknik, elektronik, telekommunikation og måleteknik til at vurdere trofastheden af en enhed eller en kredsløbs ydeevne.

Måling og enheder: Forvrængningsforhold erhverves ofte som total harmonisk forvrængning (THD) eller THD+N, og angives typisk i procent eller decibel. THD beregnes som forholdet mellem rymden af forvrængningskomponenter (hver af de ikke-fundamentale frekvenser) og fundamentalfrekvensen. En almindelig formel er THD% = (√(V2^2 + V3^2 + …) / V1) × 100%, hvor V1 er amplitude af fundamentalfrekvensen og V2, V3, … er amplituderne af de harmoniske komponenter. Ud over THD måles der også intermodulationsforvrængning (IMD), som vurderer forvrængning, der opstår, når to eller flere frekvenser mixes og skaber nye frekvenser.

Typer af forvrængning: Den mest kendte type er harmonisk forvrængning, hvor nye frekvenser er helt integrerede i forhold til fundamentalfrekvensen. Intermodulationsforvrængning opstår ved non-lineære sammenstød mellem to eller flere frekvenser og resulterer i uønskede spektra, der ikke er harmoniske.

Betydning og anvendelser: Forvrængningsforhold er et centralt mål for lydudstyr som forstærkere, DAC’er og mixere samt i telekommunikation og måleudstyr. Lavere forvrængningsforhold indikerer højere trofasthed og præcision i signalbehandling. Målemetoder og testbetingelser, såsom måleområde, signalniveau og anvendt filtber, påvirker resultatet og skal dokumenteres for at sikre sammenlignelighed. Se også: forvrængning, THD, intermodulationsforvrængning.