Fluorescensintensitet

Fluorescensintensitet betegner styrken af den fluorescerende emission, som et stof afgiver, når det udsættes for lys med passende bølgelængder. Den måles normalt ved et fluorometer og bestemmes som emissionens intensitet ved en bestemt bølgelængde eller som hele emissionen i et spektrum. Intensiteten afhænger af excitationslysets intensitet, valgte excitation- og emissionbølgelængder samt instrumentets indstillinger og prøvens egenskaber.

Typiske måleenheder er Relative Fluorescence Units (RFU) eller tællinger per sekund; ved absolut kvantificering kalibreres der med standarder og der foretages korrektioner for instrumentrespons og baggrund. Intensiteten er ofte proportional med koncentrationen i dilute løsninger, forudsat konstant excitation og at indre filtereffekt og andre ikke-lineariteter ikke er fremtrædende.

Faktorer der påvirker inkluderer fluorophorens kvanteudbytte, hvor meget excitationslys der absorberes (som følger Beer-Lambert-loven) og koncentrationen, samt miljømæssige forhold såsom temperatur, pH og opløsningsmiddel. Indre filtereffekter og egenabsorption ved høj koncentration kan reducere den observerede intensitet; turbidity og støj kan også spille en rolle og kræver passende prøvetagning og kalibrering.

Anvendelserne omfatter kvantificering af fluorescerende mærkede molekyler i biologi og kemi, overvågning af bindinger, pyrotekniske eller miljømæssige analyser og kvalitetskontrol i materialer. Fortolkningen af intensiteten kræver ofte kontrolprøver og kalibrering, da den ikke alene bestemmer koncentrationen; kvanteudbytte og instrumentets respons varierer mellem prøver og måleforhold.

Relationen til andre mål: I forenklede modeller er intensiteten proportional med kvanteudbytte, absorptionskoefficient og koncentration (I ∝ Φ ε c l), men den påvirkes også af indre filtereffekter ved høj koncentration. Tidsopløste målinger kan give fluorescenslivetime, som ofte er mindre påvirket af koncentrationen og giver miljømæssige oplysninger om fluorophoren.