Endotelprogenitorer

Endotelprogenitorer er en betegnelse for celler, der har potentiale til at differere til endotelceller og bidrage til dannelsen og reparationen af blodkar. De fleste findes i knoglemarven og kan udskilles i blodbanen som cirkulerende celler ved vævsskade eller iskæmi. Deres rolle spænder fra direkte integration i endotelet til produktion af vækstfaktorer, der fremmer angiogenese og vaskulær stabilitet.

Identifikation og heterogenitet: EPC’er udgør en heterogen gruppe, og definitionerne varierer mellem studier. Mange EPC’er bærer overflademarkører som CD34, CD133 og VEGFR-2 (KDR). En undergruppe kendt som endothelial colony-forming cells (ECFCs) udviser stærk endotelial formasjonsevne og høj kapacitet til at danne nye kar, mens circulating angiogenic cells (CAC’er) i højere grad menes at virke gennem parakrine signaler. Identifikation sker primært ved flowcytometri og in vitro colony-forming assays, hvilket har bidraget til diskussion om konsensus og standardisering.

Funktion og fysiologisk betydning: EPC’er deltager i vaskulær reparation ved iskæmisk skade eller vævsskade ved enten direkte endotelial differentiering eller ved at udskille pro-angiogene faktorer som VEGF og TGF-β. De menes at støtte ny kapillærdannelse og forbedre funktion i skadede kar.

Klinisk relevans og udfordringer: EPC’er undersøges som en potentiel behandling i hjertekredsløbs­sygdomme, perifer arteriesygdom og hjerneskade. Kliniske forsøg har vist blandede resultater, og effekten af autolog celleterapi er ikke entydig. Mobilisering af EPC’er kan øges af faktorer som statiner eller G-CSF, men der er fortsat behov for standardisering af definition og måling.

Sikkerhed og udformning: Der er bekymringer om potentielt pro-angiogene effekter i tumorvækst, hvilket kræver forsigtig overvågning i kliniske studier.