Drivhusgasudledning

Drivhusgasudledning refererer til udslip af drivhusgasser til atmosfæren, hvilket bidrager til den menneskeskabte klimaforandring ved at fastholde varme i klimasystemet. De vigtigste drivhusgasser er kuldioxid (CO2), metan (CH4), lattergas (N2O) og de fluorholdige gasser (såsom HFC’er, PFC’er og SF6). Gasserne varierer i virkningsvarighed og fordeler sig vidt omkring, hvilket gør det nyttigt at måle udledninger i CO2-ækvivalenter (CO2e) for at få et samlet billede af den samlede varmeeffekt.

Hovedkilderne til drivhusgasudledning fordeler sig på flere sektorer. Energi og industri omfatter forbrænding af fossile brændsler til elektricitet og varme samt produktion af cement og andre materialer. Transport bidrager gennem udledning fra biler, lastbiler, fly og skibe. Landbrug er en væsentlig kilde til CH4 og N2O gennem enterisk fermentation hos drøv, risdyrkning og gødningsanvendelse. Arealudnyttelse og skovrydning reducerer kulstoflagre i økosystemer, mens affaldssektoren udleder metan og andre gasser gennem affaldsdeponering og affaldsbehandling.

Globalt har udledningerne været stigende siden den industrielle revolution, og atmosfærens CO2-koncentration ligger omkring 420 ppm i nutiden og fortsætter med at stige. Nedbringelse af drivhusgasudledninger kræver internationale og nationale forpligtelser og politikker, herunder Paris-aftalen, kulstofprissætning, øget energi- og energideknaphed, overgang til vedvarende energi, reduktion af metanudslip i landbrug og affald samt teknologier som kulstofopsamling og -lagring og øget skov- og græsmarksbinding. Overvågning og rapportering følger IPCC-retningslinjer og anvendes til beregning af CO2e-udledninger.