Domænesprog

Et domænesprog, eller DSL (domain-specific language), er et programmeringssprog der er tæt knyttet til et bestemt domæne eller problemrum. Det adskiller sig fra generelle formålsprog ved at tilbyde højere abstraktion og et sprogdesign som afspejler domænets begreber og regler. Domænesprog kan være eksternt, med sin egen fulde syntaks og parser, eller internt/indlejret som en API eller bibliotek i et host-sprog.

Eksempler på domænesprog er SQL for databasspørgsmål, CSS for styling af websideudseende, regulære udtryk for mønster-matchning, VHDL/Verilog for hardwarebeskrivelse, samt konfigurations- og deploymentsprogsprog som Terraform’s HCL. Mange virksomheder udvikler også interne DSL’er til specifikke arbejdsgange, processer eller dataformater.

Fordele ved domænesprog omfatter højere læsbarhed og tæt kobling til domænet, hvilket gør koden mere udtryksfuld og lettere at validere. De støtter ofte specialiseret fejlhåndtering, autocomplettering og andre værktøjsfunktioner, som kan fremskynde udvikling og vedligeholdelse. Domænesprog muliggør ofte automatisering og generering af konfiguration eller kode, der er tilpasset domænets krav.

Ulemper inkluderer begrænset generalitet, hvilket kan skabe læringskurve og fragmentering mellem forskellige projekter eller leverandører. Der kan opstå afhængighed af en bestemt implementering eller øget vedligeholdelse for at understøtte ændringer i domænet. Design og integration af et domænesprog kræver afvejning mellem udtryk, ydeevne og værktøjsstøtte.

Designovervejelser inkluderer valg mellem eksternt og internt DSL, syntaks og semantik tilpasset domænet, typesystem og fejlhåndtering, samt behov for parse-, kompilerings- eller kodgenereringsstøtte og IDE-integration.