Differenstærskler

Differenstærskler betegner den mindste ændring i et sensorisk stimulus, som en person kan opfatte som forskellig fra et referencestimulus. De udgør en kategori af tærskler, der adskiller sig fra den absolutte tærskel, som er den mindst mærkbare intensitet af et stimulus. Differentialtærskler bruges til at beskrive, hvor stor en ændring i f.eks. lys, lyd, vægt eller farve der kræves for, at ændringen bliver bemærket.

En af de mest kendte regler inden for området er Weber’s lov, der siger, at forholdet mellem ændringen i stimulus og den oprindelige stimulus ofte er konstant: ΔI/I = k, hvor k er en sansespecifik konstan. Loven gælder ikke universelt og varierer mellem sansemodaliteter og betingelser; nær tærsklen og under komplekse stimuli kan forstyrrelser og forventninger påvirke opfattelsen.

Måling af differenstærskler sker typisk med psykometriske metoder som metoden af constante stimuli, metoden for grænser (op/ned-stigende procedurer) og stige-sænkning (staircase) metoder. En vigtig udgangsparameter er de typiske værdier for JND (just noticeable difference) for den givne modality. Resultater bruges i psykofysik, ergonomi og design af displays, hvor det er nødvendigt at sikre, at ændringer i stimuli er enten bemærkede eller, om ønsket, undgås.

Faktorer, der påvirker differenstærskler, inkluderer baselineintensitet, stimuli-kontrast, adaptation, kontekst, opmærksomhed og mulige krydsmodal påvirkning. Forståelse af differenstærskler hjælper med at vurdere sensoriske kapaciteter og fejlmarginer i menneskelig perception. See also: slutnævn, JND, tærskel.