Celleopbygning

Celleopbygning beskriver, hvordan en celle er sammensat og organiseret, og hvordan dens dele samarbejder om livsprocesser. Der findes to hovedtyper af celler: prokaryoter og eukaryoter. Prokaryote celler mangler en adskilt kerne og membranbundne organeller, har ofte en enkelt cirkulær DNA-molekyle og kan indeholde plasmider. Eukaryote celler har derimod en cellekerne og et mere komplekst organel-system.

Cellemembran og cytoplasma udgør grundenheden i næsten alle celler. Cellemembranen er en dobbelthinde af fosfolipider med proteiner og kulhydrater, der regulerer transport og kommunikation med omgivelserne. Indeni findes cytoplasma, som består af cytosol og forskellige organeller samt cytoskeletet, der giver form og bevægelse.

Nucleus, i eukaryote celler, indeholder DNA og styrer cellens aktiviteter gennem transkription og regulering af gener. Kernemembranen afgrænser kernen og kommunikerer med cytoplasma gennem kernerporer.

Endomembranesystemet omfatter endoplasmatisk retikulum (ru- og glat), Golgi-apparatet, vesikler og lysosomer. ER producerer proteiner og lipider; Golgi-modificerer og sorterer dem til destinationer; lysosomer nedbryder affald og udenjordiske materialer.

Mitochondrier producere ATP via respiration, mens kloroplaster (i plante- og algenceller) udfører fotosyntese. Ribosomer er stedet for proteinsyntese. Peroxisomer og vakuoler deltager i stofskifte og lagring, og cytoskelettet giver struktur og transportveje.

Planteceller har cellevæg og kloroplaster samt store centrale vakuoler, hvilket adskiller dem fra dyreceller. Bakterielle celler og mange encellede organismer kan have yderligere strukturer og variationer. Samlet set bestemmer celleopbygningen funktion og specialisering i levende organismer.