Branndannelse

Branndannelse er processen, hvor en brand opstår og udvikler sig i et materiale eller i et afgrænset rum. Begrebet bruges især inden for brandteknik og brandfysik til at beskrive forholdene omkring tænding, vækst og spredning af en brand. En typisk brandudvikling kan opdeles i faserne forvarmning og nedbrydning af materialet (pyrolyse), selve antændingen og væksten til en fuldt udviklet brand.

Der er to grundlæggende tændingsmekanismer: ekstern tændkilde, hvor en ydre varmekilde eller gnist sætter branden i gang, og autoantændelse, hvor materialet selv når en tilstrækkelig høj temperatur til at antænde uden ydre bidrag. Efter antænding bestemmes brandens udvikling af faktorer som varmeafgivelse (heat release rate), iltindhold, og tilgængeligt brændsel. Varme kan overføres gennem ledning, konvektion og stråling, hvilket påvirker tid til antænding og hastigheden af væksten. Materialers brandbarhed, tykkelse, tæthed og fugtindhold spiller en central rolle, ligesom rumstørrelse, ventilation og konfiguration, der påvirker tilgængelig ilt og forbrændingsprodukter.

Brandens udvikling måles og modelleres gennem laboratorie- og feltforsøg samt beregningsmodeller, der beskriver varmeoverførsel, iltbalancer og brændstofforbrug. Anvendelserne omfatter risikovurdering, design af sikre konstruktioner, brandbeskyttelse og beredskabsplanlægning for bygninger, transport og industrien.

Forståelse af branndannelse hjælper til at forudse brandforløb, vælge passende brandhæmmende foranstaltninger og forbedre sikkerheden i omgivelser, hvor der er risiko for brand.