Bitbredden

Bitbredden er antallet af bits, der bruges til at repræsentere en værdi i en digital enhed. Den bestemmer bredden af et dataord—f.eks. et register, en bus eller en hukommelsesadresse—og påvirker hvor mange værdier der kan repræsenteres samt hvor meget data der kan flyttes pr. takt.

Typiske bitbredder er 8, 16, 32 og 64 bit. For unsigned værdier giver n bits intervallet 0 til 2^n − 1; for signed værdier anvendes som regel to-komplementrepræsentation og spænder fra -2^(n−1) til 2^(n−1)−1. Flydende punkt-tal bruger separate bredder for mantisse og eksponent med faste størrelser (f.eks. 32-bit float og 64-bit double).

Den fysiske bredde af dataord påvirker hardwareets ydeevne og designomkostninger. En bredere bitbredde giver typisk højere gennemløb pr. takt og større adresseområde, men kræver mere logik, strøm og plads i kredsløb og chips. Dataordets bredde bestemmer også hvilke dataformater og instruktionssæt der naturligt understøttes af arkitekturen.

I software afspejler bitbredden størrelsen på primitive datatyper. Små systemer har typisk 8- og 16-bit typer, mens moderne systemer ofte har 32- eller 64-bit arkitekturer. Portabilitet kræver ofte faste bredder som int8_t, int16_t, int32_t og int64_t, siden størrelsen af almindelige typer kan variere mellem arkitekturer.

Historisk har bitbredden været en central faktor i computerdesign. 8- og 16-bit æraer var udbredte i ældre maskiner, mens 32-bit og 64-bit arkitekturer dominerer i dag. Fremtidige retninger omfatter bredere dataregistre og SIMD-bredder, afvejet mod ydeevne, strømforbrug og varme.