øjenhulen

Øjenhulen, også kaldet orbiten, er en benet kavitet i kraniet, der rummer øjet (bulbus oculi) samt muskler, nerver og blodkar. Den fungerer som rum for øjenbevægelser og som beskyttelsesmiljø med fedtvæv og støttende strukturer omkring øjet.

Grænser og opbygning: Orbiten har fire vægge og en bagvæg. Loftet består primært af os frontale og dele af os sphenoidale; lateralvæggen udgøres af os zygomaticum og dele af os sphenoidale; medialvæggen er dannet af os ethmoidale, lacrimale og maxilla; gulvet består af maxilla, zygomaticum og dele af palatinalbenet. Bagvæggen dannes af sphenoid og tilstødende kranieknogler.

Indhold: I orbiten findes bulbus oculi, de seks ekstrinsiske øjenmuskler og de nerver og blodkar, der styrer syn og bevægelse. De vigtigste nerver omfatter nervus opticus II; nervus oculomotorius III; nervus trochlearis IV; nervus ophthalmicus (V1) og dets grene; nervus abducens VI. A. ophthalmica, en gren af a. carotis interna, giver blodforsyning, og venerne (v. ophthalmica superior og inferior) dræner til sinus cavernosus. Orbitens indhold omfatter også fedtvæv og lacrimal kirtel ved øverste-laterale del.

Gennemgange og åbninger: Canalis opticus. Fissura orbitalis superior rummer III, IV, V1 og VI. Fissura orbitalis inferior transmitterer grene af V2 samt vener. Medialvæggen indeholder nasolacrimal-kanalen; gulvet indeholder foramina og åbninger for infraorbitalnerve og -kar.

Klinisk betydning: Traume kan give orbitalfrakturer og eksponering af fedt eller muskler; orbital cellulitis og tumorforekomst kan påvirke syn og øjenbevægelse; exophthalmos kan opstå ved visse sygdomme. Radiologiske undersøgelser som CT og MRI anvendes til vurdering af orbitalområdet.