ædelgasser

Ædelgasserne udgør gruppe 18 i det periodiske system og består af helium (He), neon (Ne), argon (Ar), krypton (Kr), xenon (Xe), radon (Rn) og oganesson (Og). De har fuld ydre elektronkonfiguration (ns2 np6), hvilket giver dem stor kemisk stabilitet og meget lav reaktivitet. Under normale betingelser forekommer de som monatomære gasser, der er farveløse og lugtfri, og de har meget lave kogepunkter sammenlignet med de fleste andre stoffer. Mange af dem har høj densitet i forhold til de letteste gasser, og helium er lettere end luft.

Forekomsten og anvendelse: Ædelgasserne findes i jord og atmosfære i varierende små mængder; argon er den tredje mest forekommende gas i atmosfæren, mens helium og neon forekommer i meget små mængder. Helium udvindes også fra naturlig gas og nedbrydning af uorganiske reserver. Radon dannes ved nedbrydning af uran og thorium i jordskorpen og er radioaktiv, hvilket giver bygninger en potentiel sundhedsrisiko. Oganesson er meget kortlevet og har ingen praktiske anvendelser i dag.

Anvendelserne dækker belysning, svejsning og forskningsbrug: Neon bruges i lysrør og neonskilte; argon anvendes som beskyttelsesk gas ved svejsning og i glaskonstruktioner; krypton og xenon bruges i højtydende lyskilder og i lampeteknologier; xenon findes også i nogle kirurglamper og i sekundære optiske anvendelser. Helium er uundværlig i køleteknik og til balloner.

Historie og kemi: Ædelgasserne blev isoleret og identificeret i slutningen af 1800-tallet af Sir William Ramsay og kolleger som en gruppe. Selvom de er generelt inaktive, er de kendte for at danne nogle få forbindelser under særlige betingelser; den første kendte ædelgasforbindelse blev vist i xenon-systemet i 1962.