tolerancegrænser

Tolerancegrænser er de tilladte afvigelser fra en referenceværdi i design, produktion og måling. De angiver, hvor stor en afvigelse et produkt må have fra en nominal dimension eller en egenskab, uden at det bliver betragtet som en fejl. Formålet er at sikre, at dele er udskiftelige, at funktion ikke påvirkes, og at kvaliteten kan kontrolleres.

Der skelnes ofte mellem dimensionstolerancer og geometriske tolerancer. Dimensionstolerancer specificerer øvre og nedre grænse for en størrelse (for eksempel 100,00 mm ± 0,05 mm). De kan være bilateral (symmetrisk omkring nominalen) eller unilateral (én retning). Toleranzonen er forskellen mellem øvre og nedre grænse. Geometriske tolerancer beskriverVariationer i form, orientering, planhed, rundhed og andre egenskaber uafhængigt af størrelse.

Standarderne for at angive tolerancegrænser varierer mellem brancher, men mange anvender ISO-norme som ISO 286 for grænser og pasninger, samt ISO 1101 for geometrisk tolerancing. På tekniske tegninger bruges pasninger til at beskrive, hvordan dele passer sammen (for eksempel clearance, overgang eller indgriben). Tolerancer bruges også i elektroniske komponenter, hvor værdier som resistans og kapacitans har angivne procenttolerancer.

I kvalitetskontrol og måling spiller tolerancegrænser en central rolle: en målt værdi anses som acceptabel, hvis den ligger inden for tolerancen. Måleusikkerhed og proceskapabilitet (Cp/Cpk) er vigtige faktorer at overveje, da de påvirker, hvordan tolerancer opretholdes i produktionen. Samlet set balancerer tolerancegrænser funktion, producerevenlighed og omkostninger ved at angive hvor meget variation der kan accepteres i en del eller proces.