systemhukommelsen

Systemhukommelsen er computerens primære hukommelse, hvor data og programmer, som CPU’en aktuelt arbejder med, midlertidigt lagres. Den er hurtig og flygtig, hvilket betyder, at data går tabt uden strøm. Den adskiller sig fra sekundærlagring som harddiske og SSD’er, der er langsommere men kan bevare data uden strøm og bruges til langsigtet opbevaring og arkivering.

Hovedkomponenter i systemhukommelsen er RAM, cache og virtuel hukommelse. RAM består typisk af DRAM-moduler og udgør den største del af den tilgængelige arbejdshukommelse. Caches, ofte baseret på SRAM, findes tæt ved eller på selve processoren (L1, L2, L3) og giver meget hurtigere adgang til ofte anvendte data. Hukommelsen styres af en hukommelsescontroller og af operativsystemets hukommelsesstyring, der koordinerer, hvilke data der flyttes mellem RAM og sekundærlagringen.

Memory hierarchy omfatter også virtuel hukommelse, hvor operativsystemet mapper virtuelle adresser til fysiske adresser gennem en MMU (hukommelsesstyringsenhed). Når RAM er fuld, flyttes data til en sidefil eller swap på sekundærlagringen, hvilket kan medføre længere ventetider ved sidefejl.

Teknologier og konfigurationer: Hukommelsesmoduler kommer i DIMMs og SO-DIMMs. DDR-generationer som DDR4 og DDR5 er almindelige i nutidige systemer. ECC-minde tilbydes til fejlkontrol i servere og kritiske systemer, mens ikke-ECC er almindeligt i forbrugerenheder. Hukommelseskapacitet, båndbredde og latens samt multi-kanal konfigurationer (dual-, quad-channel) påvirker samlet ydeevne og dataflow.

Faktorer som kapacitet, driftshastighed og latens bestemmer i høj grad systemets evne til multitasking og responstid. En vel afpasset systemhukommelse giver en mere flydende brugeroplevelse og reducerer behovet for hyppig bytte til sekundærlagring.