stænglerne

Stænglerne udgør plantens akse og bærer blade, knopper og blomster. De fungerer som ledningsveje mellem rødder og skud og transporterer vand og mineraler fra rødderne til blade samt sukker fra fotosyntese tilbage til andre dele af planten. Stænglerne giver også støtte, så planten kan nå lys og opretholde en passende form.

Anatomi og opbygning: Stænglerne består typisk af epidermis, cortex og en central ledningsstreng bestående af xylem og phloem. Knuder (nodes) og internoder (mellem dem) giver stænglerne struktur. Apikal knop øverst producerer nye blade og blomster, mens aksillære knopper kan udvikle sidegrene. Hos de fleste eudikotyledoner ligger xylem og phloem i en ring omkring marven; hos monocotyledoner er ledningsbundterne mere spredt gennem stænglens tværsnit.

Vækst og udvikling: Primær vækst sker ved apikalmeristemet og forlænger stænglen, hvilket giver nye blade og blomster. Mange træagtige planter udviser sekundær vækst gennem kambium og korkkambium, hvilket danner nye vægge og dermed årringe og øger tykkelsen.

Typer og modifikationer: Stængler kan være herbaceøse eller træagtige. Nogle danner stoloner (løbere) over jorden, andre rhizomer under jorden, og knolde er opbevaringsstængler. Grønne stængler deltager ofte i fotosyntese, og torne kan være modificerede stængler.

Funktion og betydning: Ud over transport og støtte kan stængler være lagerorganer og i nogle arter bruges de i formering. I botanik og landbrug bruges stænglens struktur og vækstmønstre som nøglekarakteristika i identifikation og studier af plantetilpasninger.