spejlrefleksens

Spejlrefleksen refererer til et netværk af neuroner og deres forbindelser, som aktiveres både ved udførelse af en handling og ved observation af den samme handling hos andre. Sammen med spejlneuroner beskrives dette system som en mulig grundlag for imitation og social forståelse.

Historie og anatomi: Den menneskelige version af spejlrefleksen blev understøttet af dyreforsøg i 1990’erne af Giacomo Rizzolatti og kolleger, som viste, at visse neuroner i før-motoriske områder reagerer både ved handling og ved observation af handlingen. Hos mennesker er der via neuroimaging og andre metoder fundet lignende mønstre i områder som premotorisk cortex og inferior parietal lobulus, sammenkoblet med tilstødende områder som superior temporal sulkus. Det tilsammen udgør et netværk, der menes at koble observation og motorisk repræsentation.

Funktioner: Forskningen foreslår, at spejlrefleksen bidrager til imitation, social forståelse og sprogudvikling ved at kortlægge andres handlinger til egne motoriske planer. Systemet anses også for at kunne være relevant for empati og intentionforståelse, men beviserne er komplekse og ikke entydige.

Anvendelser og relevans: I klinik og pædagogik undersøges spejlrefleksens rolle ved neurorehabilitering og smertebehandling gennem visuel feedback og spejlterapi. Forskning i autisme spektrum-forstyrrelser har søgt sammenhæng mellem spejlrefleksfunktion og social kognition, men resultaterne varierer og konklusionerne er ikke ens.

Kontroverser: Der er en løbende debat om i hvilken grad spejlneuronsystemet kan forklare social kognition og læring. Mange forskere ser det som en del af et bredere netværk, hvis funktion påvirkes af erfaring og kontekst, og der er fortsat behov for mere repeterbare studier.