sandblæsning

Sandblæsning er en overfladebehandlingsmetode hvor et abrasivt materiale kastes mod en overflade under tryk for at rense, fjerne belægninger eller give en ønsket tekstur. Metoden kan udføres tør eller våd og kræver normalt trykluft og en blæsedyse.

Metoden har sine rødder i slutningen af 1800-tallet og har siden fundet udbredt anvendelse i metalforarbejdning, skibsbyggeri og byggeri. I praksis anvendes systemer, der kan levere et kontinuerligt flow af det valgte medie gennem en dyse mod den ønskede overflade.

Medier: traditionelt blev kvartsand anvendt, men på grund af sundhedsrisikoen ved respirabelt silica er sand i vid udstrækning erstattet af andre materialer som garnet, glasperler, aluminiumoxid, stålskud eller plastmedier. Våd sandblæsning benytter vand (og ofte tilsatte bindemidler) for at reducere støv og varmeudvikling.

Udstyr og proces: en blæsepotte eller et slusesystem, en trykkilde (kompressor), en blæsedyse og et mediehåndteringssystem. For overfladebehandling i følsomme materialer vælges passende tryk og abrasivitet for at undgå skader. Støvopsamling og afskærmning er almindelige foranstaltninger.

Anvendelser og sikkerhed: sandblæsning anvendes til afrensning af rust og gammel maling, præparering af overflader til belægning, ætsning og teksturering af materialer som metal, træ eller glas. Arbejdet indebærer støv og potentiale for luftvejsproblemer; operatører bør bruge åndedrætsværn, visir eller ansigtsværn, handsker og passende beskyttelsesudstyr, og arbejdsområdet bør være godt ventileret med støvopsamling.