pælefundering

Pælefundering er en fundamenteringsmetode, hvor lange pæle nedføres i jorden for at overføre en bygnings belastning til dybere og mere bærende jordlag. Metoden vælges typisk, når overfladenære jordlag har lav bæreevne, når der forventes betydelige sætninger, eller når der er behov for støtte i områder med kulde, vand eller sætningskræfter.

Belastningen overføres enten ved endebæring, hvor pælen hviler på en hård bund eller klippe, eller ved friktion langs pæleæsens overflade, hvor kræfterne bæres gennem kontakt mellem pælen og jordlaget. Mange konstruktioner bruger en kombination af disse principper. Pæle kan indgå i grupper (pælegrupper), der fordeler belastningen og giver større stabilitet, ofte med en samlet forankret eller støttende top (pælkap eller fundamentplade).

Typer af pæle omfatter betonpæle, stålpæle og træpæle, samt forskellige konstruktioner som støbt in situ, forstøbte pæle og præfabrikerede løsninger. Installation kan foregå ved nedslåning eller hammering, vibrokomprimering eller boresystemer, hvorefter pælene ofte støbes eller kobles sammen med en øverste konstruktion som en pælkrone eller fundamentplade.

Anvendelse karakteriserer pælefundering i højhuse, broer, tætliggende bygninger og kystnære eller blødbundne områder. Fordele inkluderer evnen til at nå dybere bærelag og reducere sætninger, mens ulemper inkluderer højere omkostninger, støj og vibrationer samt krav til geoteknisk undersøgelse og installationstilladelser.