personlighedsforstyrrelse

Personlighedsforstyrrelse er et langvarigt mønster af indre oplevelse og adfærd, der afviger væsentligt fra kulturelle forventninger, er gennemgribende og ufleksibelt, og som fører til betydelig distress eller handicap i flere områder af livet. Mønsteret er vedvarende og begynder normalt i ungdomsårene eller i tidlig voksen alder, og det kan være svært at ændre gennem almindelig livserfaring.

Personlighedsforstyrrelser inddeles ofte i tre klynger: A (underlige eller ekscentriske træk), B (dramatisk eller impulsiv adfærd) og C (engstelig eller frygtsom adfærd). Typiske diagnoser inkluderer borderline personlighedsforstyrrelse, antisocial personlighedsforstyrrelse, narcissistisk, undgående, afhængig og tvangspræget personlighedsforstyrrelse.

Diagnosen stilles af en psykiater eller psykolog gennem klinisk interview og observationer; der kan være betydelig komorbiditet med affektive lidelser, angst, stofmisbrug og andre psykiske lidelser. Ifølge ICD-10/ICD-11 eller DSM-5-TR-klassifikationer beskrives forskellige koder i ICD (F60.x) eller tilsvarende i ICD-11.

Behandlingsformer er primært psykoterapeutiske og langsigtede. Behandlingsmulighederne omfatter dialektisk adfærdsterapi (DBT), mentaliseringsbaseret terapi (MBT), kognitiv adfærdsterapi og andre former for kommunikation og sociale færdigheder. Medicin bruges ofte til at behandle tilknyttede symptomer som depression eller angst, men der er ingen medicin, der helbreder personlighedsforstyrrelsen som sådan.

Prognosen varierer: med behandling kan symptomerne reduceres og funktioner forbedres, men forstyrrelsen er ofte vedvarende og præget af tilbagefald, særligt uden fortsat behandling og støtte. Forekomsten varierer mellem befolkninger, og der er behov for individualiseret langsigtet behandling og støtte.