organosilikonforbindelser

Organosilikonforbindelser er kemiske forbindelser der indeholder et kovalent aldersbærersamband mellem kulstof og silicium (C–Si). Dette omfatter simple organiske silaner, silyl- og silgehörige reagenser, siloxaner og de almindelige silikonematerialer som polymerer. Si–C-bindingen giver egenskaber som relativt god stabilitet over for mange reaktive grupper, samtidig med at silicium kan danne en bred vifte af funktionelle grupper. Mange organiske silanforbindelser hydrolyserer dog's i vand, hvilket danner silikater eller silanoler.

Hovedkategorierne inkluderer silaner (R3Si–H eller RnSi–X), silan- og silylreagenser (f.eks. chlorosilaner og silanylebindinger), samt siloxaner og silikonopolymerer som poly(dimethylsiloxan) (PDMS). Silan- og silan-relaterede forbindelser anvendes også som silanforbindelsesmidler til behandling og fæstning af overflader (silaner til glas og metal), herunder aminosilaner og alkoxysilaner. Silikoner udgør en stor gruppe af polymerer og bruges bredt i tætningsmidler, smøremidler og elastomerer.

Syntese og kemiske reaktioner følger ofte hydrogilisering af alkenes med Si–H grupper og mellemholdning af carbon-silicium-bindinger gennem katalyserede reaktioner, eller ved dannelse af C–Si-bånd gennem Grignard- eller andre organosiliciumreaktioner. Silanoler dannes ved hydrolyse af chlorosilaner og kan yderligere kondensere til silikater. Som beskyttelsesgrupper i organisk syntese anvendes silylgrupper som TBDMS, TIPS og TBS til forebyggelse af alkohol-reaktioner.

Anvendelserne spænder fra organiske synteser og beskyttelsesgruppe til materialer, overfladebehandling og elektronik. Organosilikonforbindelser er centrale i silicones, silanforbindelser og overfladeaktive midler, der giver egenskaber som fleksibilitet, termisk stabilitet og korrosionsmodstand. Sikkerheds- og håndteringsaspekter varierer med funktionelle grupper og hydrolyseegenskaber, og visse silanforbindelser kan være ætsende eller følsomme over for vand.