nyreperfusiontilførsel

Nyrereperfusionstilførsel beskriver genoprettelsen af blodtilførslen til nyren efter en periode med iskæmi. Tilstanden er særlig vigtig ved nyretransplantation og ved kirurgiske indgreb, der påvirker nyrearterierne, samt ved nyreiskæmi som følge af traume eller kontrastmidler. Reperfusionsprocessen er nødvendig for at sikre iltforsyning til nyrevævet, men den kan også forårsage reperfusionsskade.

Under iskæmi forværres cellernes energistatus, og ved genopstarten af blodgennemstrømningen kommer ilt og inflammatoriske mediatorer samt frie radikaler ind i vævet. Dette kan skade cellemembraner og mitochondrier, øge vaskulær permeabilitet og forstyrre mikro-kredsløbet. Reperfusionsskaden bidrager ofte til akut nyresvigt og nedsat nyrefunktion.

Risikofaktorer inkluderer lang iskæmi, ældre alder, eksisterende nyresygdom, hypotension og brug af visse nefrotoxiske stoffer. Ved nyretransplantation er både kold og varm iskæmi tidlige afgørende parametre for udfald.

Forebyggelse og håndtering fokuserer på at opretholde stabil perfusion og blodtryk under og efter indgrebet, korrekt væske- og blodtrykstyring og undgåelse af nephrotoxiner. Maskinperfusion af donororganet (hypo- eller normoterm) kan reducere skaden. I forskning diskuteres ischemi-præconditioning og fjern-iskæmisk konditionering samt antioxidante og vasodilaterende behandlinger, med varierende evidens.

Behandlingen er primært støttende; ved alvorlig nyresvigt kan dialyse blive nødvendig. Reperfusionsskaden kan påvirke langtidsgraftfunktion ved transplantation og nyrefunktion hos patienter efter iskæmi.