moduleringstyp

Moduleringstype betegner den metode, hvor information indkodet på en bærebølge for transmission. Forskellige modulationsformer ændrer forskellige egenskaber ved bærebølgen, såsom amplitude, frekvens eller fase, i takt med de data der sendes. Valget af moduleringstype påvirker rækkevidde, båndbredde, effektudnyttelse og modstand mod støj og multipath i radiokommunikation.

Overordnet opdeles modulering i analoge og digitale typer. Analoge moduleringstyper inkluderer amplitude-modulation (AM), frekvens-modulation (FM) og fase-modulation (PM). Digitale moduleringstyper beskriver hvordan symboler repræsenteres, og omfatter amplitude-shift keying (ASK), frekvens-shift keying (FSK), fase-shift keying (PSK) og kvadraturamplitudemodulation (QAM). Avancerede digitale metoder som M-PSK, M-QAM og OFDM anvendes i moderne kommunikation og tillader høj bithastighed og robusthed i varierende kanaler.

Valg af moduleringstype afhænger af kanalens forhold og systemkrav. Højere båndbreddeeffektivitet som i QAM giver mere data pr. Hz, men øger følsomheden over for støj og forstyrrelser. OFDM hjælper med at håndtere multipath i trådløse kanaler. Praktiske overvejelser inkluderer udstyrskompleksitet, effektforbrug og overholdelse af regulatoriske båndbreddekrav. Mange systemer bruger adaptiv modulering, som ændrer type efter kanalforhold.

Anvendelser spænder fra AM/FM-radio og TV til mobilkommunikation, Wi-Fi og satellitkommunikation. Moduleringstype er en central del af systemdesign og signalbehandling og bestemmer, hvordan data kodes og afkodes i modtageudstyr.