mindstprivatlivrammeværk

mindstprivatlivrammeværk er et begreb, der beskriver et minimumsprivatlivsrammeværk designet til at sikre en basal beskyttelse af enkeltpersoner i digitale tjenester. Begrebet bruges i politiske og akademiske diskussioner og er ikke et officielt regulerende udtryk i de vigtigste jurisdiktioner.

Nøgleprincipperne omfatter dataminimering, formålsbegrænsning, gennemsigtighed, bruger kontrol, udtrykkeligt samtykke hvor relevant samt stærk datasikkerhed og ansvarlighed.

Anvendelsesområdet spænder over offentlige og private sektorer, online platforme, finansielle tjenester og AI-systemer. Rammeværket ville hvile på basale krav som opbevaringsbegrænsning, risikovurderinger og uafhængigt tilsyn.

Som koncept supplerer mindstprivatlivrammeværk eksisterende regler som GDPR og privacy-by-design snarere end at erstatte dem. Det sigter mod at skabe fælles, universelle minimumsstandarder, der kan lette implementering og forbedre gennemsigtigheden i datahåndtering.

Kritik og udfordringer: En minimal baseline kan blive for svag, hvis den ikke følges af håndhævelse og sektorspecifikke krav. Den kan også være vanskelig at implementere ensartet på tværs af brancher og landegrænser. Fortalere ser dog potentialet som en praktisk fælles basis for at styrke privatlivets beskyttelse og tillid til digitale tjenester.