længdelinjerne

Længdelinjerne er de imaginære linjer, der strækker sig fra Nordpolen til Sydpolen og bruges til at angive position øst eller vest for Greenwich-meridianen. Hver længdelinie har en fast længdegrad, der defineres som den vinkel, der måles langs jordens centrum mellem den pågældende meridian og 0° længdegrad.

Egenskaber og geometri

Længdelinjerne er halvdele af store cirkler og mødes i polerne. De er ikke parallelle; afstanden mellem to længdelinjer varierer med breddegraden og bliver tættere ved polerne. Der findes 360 længdelinjer, og de er betegnet i grader øst eller vest for 0° Greenwich. Alle længdelinjer krydser ækvator og danner et system, der sammen med breddegraderne udgør den geografiske koordinatsæt.

Grænse og reference

0° længdegrad er Greenwich-meridianen i London, der blev fastlagt som den internationale primærmeridian ved Den Internationale Meridiankonference i 1884. Den 180. meridian, modsat 0°, betegnes ofte som International Date Line og ligger i praksis tæt ved antimeridianen, skønt den kan amplitudeforskel og korrigeres af politiske grænser og require menneskelig tilpasning for datolinjen.

Historie og betydning

Overgangen til et fælles længdegradsreferencemetode var et vigtigt skridt for navigatoriske og kartografiske systemer. Før 1884 benyttede nationer forskellige primærmeridianer. Ensure Greenwich som standard har lettet international handel, kommunikation og kortlægning.

Anvendelser

Længdelinjerne udgør den grundlæggende komponent i geografiske koordinatsystemer og anvendes i navigation, kartografi og geodetiske beregninger. De ligger til grund for tidszoner, eftersom hvert 15° i længde svarer til en times forskel i middelaflæsningstid. Moderne teknologi som GPS og andre satellitsystemer beregner længdegrader ud fra jordens ellipsoidmodeller og verdens koordinatsystemer som WGS84.