luftkøling

Luftkøling er en metode til at fjerne varme fra et varmekilde ved hjælp af omgivelsesluft. Varme overføres normalt fra kilden til et kølelegeme via en termisk grænseflade, og luften føres væk ved naturlig konvektion eller gennem tvunget luftstrøm forbi køleoverfladen.

I elektroniske enheder som CPU'er, GPU'er, strømforsyninger og netværksenheder er luftkøling en af de mest udbredte metoder. Kølelegemet består typisk af metaller med høj termisk ledningsevne og mange finner for at øge overfladearealet. En eller flere blæsere skaber en luftstrøm gennem køleren og kabinettet, og i nogle design bruges kanaler og støvfiltre til at styre og rense luften. Ved passive systemer foregår afkølingen primært gennem naturlig konvektion uden bevægelig luft.

Anvendelsesområder uden for elektroniske enheder omfatter luftkølede motorer og maskiner, herunder ældre eller mindre produkter og nogle flymotorer og motorcykler. I biler og andre tekniske systemer er luftkøling ofte en ældre løsning; de fleste moderne motorkøretøjer er væskekølede, men luftkøling anvendes stadig i specifikke applikationer og små motorer.

Fordele ved luftkøling er enkelhed, lavere risiko for væskelækage og ofte lavere omkostninger og vedligeholdelse. Ulemper er begrænset kølekapacitet ved høj effekt, støj fra blæsere og behov for god luftstrøm og regelmæssig rengøring for at modstå støv. I applikationer med høj effekt eller krævende miljøer kan væskekøling eller immersion-køling være mere effektiv.