knoglemodellering

Knoglemodellering er den fysiologiske proces, hvor knoglevæv formes og tilpasses gennem vækst, udvikling og i voksenlivet som respons på funktionelle krav. Modellering adskiller sig fra knogleomdannelse ved, at dannelse og resorption sker på separate knogleoverflader, hvilket ændrer knoglens form eller størrelse frem for blot at erstatte gammelt væv.

Den cellulære basis for modellering involverer osteoblaster, der bygger ny knogle, og osteoklaster, der fjerner knoglevæv. I modellering kan dannelse og resorption foregå på forskellige flader og samtidigt ændre knoglens geometri. Dannelse finder sted ved intramembranøsossifikation eller endochondral ossifikation, og begge processer kan bidrage til modellering af knoglerne.

Reguleringen af modellering påvirkes af mekanisk belastning og en række fysiologiske signaler. Belastning og redesegmentering ud fra Wolff’s lov fører til tilpasninger i knoglens tykkelse og form. Hormoner som PTH, calcitriol og østrogen samt vækstfaktorer spiller også en rolle i styring af osteoblast- og osteoklast aktivitet og dermed modelleringens forløb.

Betydning og anvendelse: Modellering er særlig vigtig i barndommen og ungdommen for at opnå korrekt længde og form af knogler, men fortsætter i mindre omfang gennem hele livet som svar på belastning og hormonelle ændringer. Forstyrrelser i modellering kan bidrage til skeletdeformiteter og nedsat styrke; eksempelvis kan unormal resorption påvirke knoglets mekaniske egenskaber. Sammen med remodellering udgør modellering en central del af skelets vedligehold og tilpasning.