intentionalitet

Intentionalitet er et grundlæggende begreb i filosofi, der beskriver den måde, hvorpå mentale tilstande er rettet mod eller refererer til noget uden for bevidstheden. En tro, et ønske, en sansning eller en forestilling har et intenderet objekt, som kan være eksisterende, ikke-eksisterende eller fiktivt. Dette forhold omtales ofte som sindets intentionelle retning eller om-henvisning.

Franz Brentano (1838–1917) formulerede intentionaliteten som en universel egenskab ved mentale fænomener: sindet er altid rettet mod noget. Den videreudvikling skete i Edmund Husserls fenomenologi, hvor han beskrev strukturerne noesis og noema og understregede, at bevidsthed altid er rettet mod et indhold, som dets objekt gennemgår i oplevelsen.

Intentionelle tilstande spænder over perception, tro, håb, ønsker og fantasi. Objekterne kan være virkelige, imaginære eller abstrakte; de kan eksistere i verden eller som ikke-eksisterende (intentionel inexistence). Diskussionen om objekternes realitet og omfang har både ontologiske og epistemologiske dimensioner.

I den analytiske filosofi har videre diskussioner ført til spørgsmål om forholdet mellem mental content, referent og kontekst, samt hvilke determinanter der styrer indholdet i bevidstheden. Begrebet spiller en central rolle i sprogfilosofi, erkendelsesteori og kognitionsforskning og er også relevant i debatten om, hvorvidt maskiner kan have ægte intentioner eller kun simulere dem.