insulintilførsel

Insulintilførsel betegner administration af insulin til personer med diabetes for at regulere blodsukkeret. Målet er at efterligne den naturlige insulinforsyning og opretholde stabile glukoseværdier, hvilket kan reducere risikoen for komplikationer. Behandlingen kan være livslang og kræver regelmæssig justering af dose og tilgængelige systemer.

Metoder til tilførsel omfatter subkutan injektion og pumpeløsninger samt sjældnere alternative metoder. Subkutan injektion udføres ofte med insulinpen eller sprøjte, hvilket giver mulighed for justerbare doser til måltider, døgnbasel, eller begge dele. Insulinpumpe (CSII) leverer en konstant basal mængde med mulighed for at tilføje bolus ved måltider eller ved behov for korrigering af forhøjede værdier. Inhaleret insulin har været tilgængeligt i nogle regioner som et supplerende alternativ, men anvendelsen varierer.

Insulintyper deles normalt i korte og lang- eller ultralangvirkende typer. Rapid-acting insulin (for eksempel lispro, aspart, glulisin) bruges ved måltider for at dække kulhydratindtaget, mens langsomt eller ultralangt virkende insulin (detemir, glargine, degludec) giver basal dækning mellem måltider og om natten. Nogle regimer bruger også kort- eller mellmlang-acting insulin baseret på individuelle behov og behandlingsmål.

Dosis og tilpasning afhænger af faktorer som kost, aktivitet, kropsvægt og glukoseniveauer. Basal-dosis bestemmer den grundlæggende insulindækning, mens bolus-doser dækker måltider og korrigeringer. Overvågning gennem blodsukkermålinger eller kontinuerlig glukoseovervågning er central for at justere behandlingen sikkert.

Sikkerhed og håndtering omfatter korrekt opbevaring, korrekt tolkning af målinger og kendskab til symptomer på hypoglykæmi og hyperglykæmi. Langvarig korrekt insulintilførsel kræver regelmæssig lægeopfølgning, uddannelse i håndtering af udstyr og tilpasning til ændrede livsstilsfaktorer.