hårdhedstests

Hårdhedstests er målemetoder, der bestemmer et materiales modstand mod permanent deformation ved påvirkning af en kendt belastning og dannelse af en indentation. Hårdhedsværdier bruges til kvalitetskontrol, materialeudvælgelse og verifikation af varmebehandling samt til sammenligning af materialer i forskellige tilstande.

De mest anvendte makro-hårdhedstests er Brinell, Rockwell og Vickers. Brinell bruger en kugle og måler indentationens størrelse. Rockwell giver en skalaværdi gennem forskellige belastninger og indenterformer (f.eks. HRB, HRC). Vickers anvender en diamant-pyramide og giver HV. Mikrohårdhedstest som Knoop og Vickers mikro udføres på små prøver eller tynde lag og kræver polerede snit. For polymerer og elastomerer anvendes Shore-durometre, typisk Shore A og Shore D. Der findes også portable metoder som Leeb-rebound til hurtige estimater af hårdhed.

Standardisering og praksis: Hårdhedstests styres af internationale standarder som ISO, ASTM og EN. Valg af metode afhænger af materiale, prøvestørrelse og krav til præcision. Overfladeforberedelse er vigtig, især for mikrohårdhed; overfladen skal være ren og plan for at sikre konsistente resultater. Dwell-time (belastningstiden) påvirker også resultatet.

Fortolkning og anvendelser: Hårdhed giver en indikation af slidstyrke og ofte af andre mekaniske egenskaber som trækstyrke ved visse materialer, men korrelationerne er ikke universelle. Hårdhedstests bruges i kvalitetskontrol, materialevalg, verifikation af varmebehandling og til kortlægning af hårdhedsfordeling i komponenter.

Begrænsninger: Resultater afhænger af metode, indenterform, belastning, overflade og prøvemetode; derfor bør man sammenligne resultater opnået med samme metode og referencemateriale. Hårdhed bør ikke betragtes som erstatning for andre egenskaber.