glukoseoptagelsen

Glukoseoptagelsen refererer til processen, hvor glukose bevæger sig fra tarmens lumen gennem enterocytterne og videre ind i blodbanen, og i et bredere perspektiv til cellers optagelse af glukose i væv som muskler og fedtvæv. Transporten styres af forskellige glukosetransportører og temperatur, kædernes energi og hormonelle signaler, især insulin.

I tarmen sker optagelsen primært i tyndtarmen. Apikale membran på enterocytterne indeholder SGLT1, som transporterer glukose sammen med natrium ind i cellen ved aktiv transport, drevet af natriumgradienten ved Na+/K+-ATPasen. Efter optagelse bevæger glukosen sig gennem basolaterale membranen via GLUT2 (og i visse situationer GLUT1), og til blodbanen. SGLT1 og GLUT2 gør det muligt effektivt at tilføre glukose fra kosten til kroppen. Fruktose optages i stedet via GLUT5 og når blodbanen via GLUT2.

I nyrerne reabsorberes filtreret glukose primært i proximal tubulus. SGLT2 udgør den største del af reabsorptionen og arbejder sammen med GLUT2 på basolateral side for at returnere glukose til blodet. SGLT1 i senere segmenter supplerer denne proces. Ved høj glukosekoncentration kan nyrernes transportere blive mætte, hvilket kan føre til glycosuri.

Cellulært optages glukose i væv som muskler og fedtvæv primært gennem GLUT4, som translocheres til celleoverfladen som reaktion på insulin og ved fysisk aktivitet. GLUT1 og GLUT3 giver i mange væv insulin-uafhængig optagelse. Leveren udtrykker GLUT2, som tillader bidirektional glukoseflux afhængig af koncentrationen; denne optagelse er mindre hormonalt reguleret end i muskler og fedtvæv.

Klinske aspekter omfatter diabetes, der påvirker glukoseoptagelse og nyrernes reabsorption, og behandlinger som SGLT2-hæmmere, der sænker blodglukose ved at reducere renal reabsorptivitet. Sjældne SGLT1-mangeltilstande kan forårsage glukose-galaktose-malabsorption.