erstatningsret

Erstatningsret er den del af civilretten, der håndterer erstatning for skader og tab, som en person eller virksomhed påfører en anden. Formålet er normalt at bringe den skadelidte tilbage til samme situation som før skaden og ikke at straffe den ansvarlige. Erstatningsret dækker både ikke-kontraktuelt erstatningsansvar og i visse tilfælde kontraktlige krav, afhængigt af sammenhængen. Ansvar kan opstå gennem uagtsomhed, forsæt eller gennem regler om objektivt ansvar i særlige tilfælde.

Et erstatningsansvar kræver normalt fire elementer: skade, en årsagssammenhæng (kausalitet) mellem handlingen og skaden, en ansvarsgrund (skyld eller objektivt ansvar) og at skaden tilskrives den ansvarlige. Ansvaret kan baseres på skyld (uagtsomhed eller forsæt) eller være fastlagt som objektivt ansvar under bestemte regler, for eksempel i visse produkt- eller arbejdsskadesager.

Erstatningen omfatter typisk økonomiske tab som lægeudgifter og tabt arbejdsfortjeneste samt ikke-økonomiske tab som smerte og lidelse, nedsat funktionsevne eller nedsat livskvalitet. Skadelidte kan i nogle tilfælde få dækket fremtidige tab, hvis det understøttes af bevise. Erstatningen har til formål at genoprette den skadelidte i størst muligt omfang og ikke at straffe den ansvarlige.

Der findes særlige ansvarsregimer uden krav om bevis for skyld i visse områder, typisk produktansvar og visse arbejdsskadesager. I sådanne tilfælde kan erstatningen baseres på regler, der fokuserer på årsagen til skaden fremfor den enkeltes skyld.

Bevisbyrden ligger normalt hos skadelidte, som skal dokumentere skaden, årsagssammenhængen og ansvarsgrund. Der kan være undtagelser og regler om forældelse, der påvirker, hvornår et krav kan kræves.