energitilgængeligheden

Energitilgængeligheden betegner den del af den energi, som en persons kost indeholder, som kroppen kan udnytte efter fordøjelse og stofskifte. Den beskriver andelen af indtaget energi, der faktisk absorberes og kan bruges til cellulær energi eller lagring, og adskiller sig fra fødevarens bruttoenergi (GE).

I praksis kan energitilgængeligheden beregnes som forholdet mellem absorberet energi og indtaget energi: energitilgængelighed = absorberet energi / indtaget energi × 100. Absorberet energi svarer til forskellen mellem bruttoenergien i kosten og energien udskilt i fæces. I mennesker tillægges også energitab i urin og reflekteret energi til varme gennem stofskiftet. Begreberne fordøjelig energi (DE) og metaboliserbar energi (ME) bruges i fødevarerelateret forskning, og netto energi (NE) anvendes især i husdyrernæring.

Faktorer, der påvirker tilgængeligheden, omfatter kosten sammensætning og fødevarernes forarbejdning. Fibre og visse anti-næringsstoffer kan nedsætte fordøjeligheden, mens fedt og letfordøjelige kulhydrater ofte har højere tilgængelighed. Mave-tarmsundhed, alder, sygdomme og mikrobiota spiller også en rolle, da de påvirker absorptionen og tarmens funktion.

Betydningen af energitilgængelighed ligger i assisteret kostplanlægning, vægtstyring og ernæringsrådgivning. Den er særligt relevant for idrætsudøvere, ældre og personer med fordøjelsesproblemer, hvor den faktiske energiudnyttelse kan afvige væsentligt fra den indtagne energi. Begrænsningen ved konventionelle målinger er individuel variation og måleutilstrækkelighed.