brandmodstandsevne

Brandmodstandsevne betegner evnen hos materialer, samlinger og bygningsdele til at modstå en brand i en forudbestemt tidsperiode uden væsentlige svækkelser i funktion eller spredning af brand og varme. Den omfatter bærende evne, termisk isolering og integritet, og den beskriver derfor, hvor længe en konstruktion kan opretholde sin funktion under brandpåvirkning.

Klassificering og testning af brandmodstandsevne sker ofte efter internationale standarder. I EU udføres tests efter for eksempel EN 1363-1, mens bygningsdele ofte klassificeres efter EN 13501-2. Resultatet gives typisk som en tidsperiode og en REI-rating, der angiver, hvor længe konstruktionen bevarer bærende evne (R), integritet (E) og isolering (I). Eksempelvis REI 60 betyder, at konstruktionen opretholder disse egenskaber i 60 minutter under testforløbet.

Faktorer, der påvirker brandmodstandsevnen, inkluderer materialetype og -tykkelse, konstruktionens opbygning, samlinger og gennemføringer (f.eks. rør og kabler), installation og udførelse, samt tilstand og alder af komponenten. Skader, utætheder eller dårlig tætning kan reducere modstandsevnen betydeligt, ligesom fejlinstallering og manglende vedligeholdelse.

Betydningen af brandmodstandsevne ligger i sikkerhedsplanlægning og passiv brandsikring: den bestemmer, hvor længe bygningen kan opretholde funktion og give mulighed for redning og evakuering, samtidig med at spredningen af brand begrænses. Brandmodstandsevne adskiller sig fra reaktionsklassificering (brandreaktion) og kræver ofte forskellige vurderingsmetoder og krav.