billedrørsskærme

Billedrørsskærme, ofte forkortet CRT (Cathode Ray Tube) fra engelsk, var den dominerende skærmteknologi fra midten af det 20. århundrede og indtil begyndelsen af det 21. århundrede. De fungerer ved at affyre en elektronstråle fra en elektronkanon bag skærmen. Denne stråle bevæger sig hen over skærmens inderside, som er dækket af et fosforlag. Når elektronerne rammer fosforen, udsender den lys i røde, grønne eller blå farver, afhængigt af hvilken type fosfor der er brugt.

Farveskærme bruger tre separate elektronstråler, én for hver primærfarve, og en maske eller rist for at sikre, at hver stråle rammer de korrekte fosforpunkter. Hastigheden og intensiteten af elektronstrålen styres af videosignalet, hvilket skaber billedet på skærmen. Billedrørsskærme er kendt for deres gode farvegengivelse og hurtige responstid, hvilket gjorde dem populære til spil og hurtige bevægelser.

På grund af deres fysiske konstruktion er billedrørsskærme meget dybe og tunge sammenlignet med moderne skærmteknologier som LCD og OLED. De lider også af problemer som flimmer, geometriske forvrængninger og et højt energiforbrug. Selvom de stort set er blevet erstattet af tyndere og mere energieffektive teknologier, kan man stadig finde dem i ældre elektronikudstyr eller i specifikke applikationer, hvor deres egenskaber er afgørende.