bevægelsesblurring

Bevægelsesblurring, også kendt som motion blur, er en optisk effekt i fotografi og film, hvor objekter i bevægelse fremstår slørede eller udtværede på grund af eksponeringens varighed. Den opstår når lukkertiden er længere end den tid bevægelsen varer, eller når kameraet bevæger sig under eksponeringen. I stillbilleder fremkommer bevægelsesblurring som sløring; i video opstår den som en kontinuerlig bevægelse over rammerne.

Forskellige typer inkluderer lineær bevægelsesblurring, som følger retningen af bevægelsen, og rotationel bevægelsesblurring, som opstår ved rotation af kameraet eller objektet. I film og video påvirkes mængden af bevægelsesblurring også af rullende lukker, hvor sensorens udlæsning sker i sekvens, hvilket kan give skrå eller buede effekter ved hurtige bevægelser.

Kontrol og anvendelse: For at minimere uønsket bevægelsesblurring kan man bruge kortere lukkertid, højere ISO eller større åbning, eller anvende ND-filtre for at tillade længere lukkertid i stærkt lys. Panning kan bruges til at holde motivet forholdsvis skarpt, mens baggrunden bliver sløret. I video afhænger mængden af blur af forholdet mellem lukkertid og billedhastighed, f.eks. 1/48 s ved 24 fps eller 1/60 s ved 30 fps.

Postproduktion og kulturel betydning: Bevægelsesblurring kan simuleres eller reduceres i efterbehandling gennem deblurring-teknikker som deconvolution. Bevægelsesblurring bidrager til en følelse af bevægelse, hastighed og realisme, og anvendes bredt i sport, action og kunstneriske optagelser.